Spillet Agurk har intet med grøntsager at gøre – til gengæld gælder det om IKKE at vinde det sidste stik og dermed blive agurk. Spillet er også kendt som 21.
2 eller flere spillere
Tid: 10-30 min
Kræver et spil kort uden jokere
Dealeren deler 7 kort ud til hver spiller og spilleren til venstre for dealeren starter med at lægge et kort på midten af bordet med billedsiden opad. Den næste spiller skal nu forsøge at stikke kortet med et kort af samme værdi eller højere. Kan han ikke det, skal han smide sit laveste kort fra hånden. 2’ere er lavest mens esser er højest. Esser har desuden den egenskab, at de næste spillere SKAL smide deres laveste kort – også selvom de sidder med et es på hånden.
Sådan fortsætter det til alle spillere har lagt et kort. Personen der har lagt det højeste kort vinder nu stikket og lægger et nyt kort ud med billedsiden opad, som den næste person nu skal forsøge at stikke. Spillet fortsætter sådan, indtil alle har ét kort tilbage på hånden.
Alle viser nu deres kort og personen med det højeste kort har dermed vundet stikket. Han får nu point svarende til den værdi hans eget kort har. Knægt giver 11 point, dame giver 12 point, konge giver 13 point mens es giver 14 point. De resterende kort giver det antal point som de viser. De spillere, der ikke fik sidste stik får 0 point.
Pointene noteres, kortene blandes og deles ud igen og en ny runde starter.
Når en spiller når 21 er han/hun Agurk og ude af spillet. For at gøre det hele lidt mere spændende, anbefaler jeg personligt, at denne spiller bliver sendt i køkkenet for at skære agurkestænger og lave dip til resten af selskabet.
Den sidste tilbageværende spiller er vinderen.
Når nu I har spillet Agurk hele eftermiddagen og får lyst til et andet godt familiespil, så anbefaler jeg at prøve 500.